Hovedside

 Introduktion

 APV-PC

 * Priseksempel

 APV-NET

 * Priseksempel

 Tjeklister

 Replikering

 Opdateringer

 Skærmbillede

 Rapporter

 Manual

 Registertilsyn

 Assistance

 Kontakt os

 Links

 Download

 Bestilling

 Teknik

 AT & APV


APV-PC og Registertilsynet


Firmaerne Datahjælp og ***** har henvendt sig til Registertilsynet m.h.p. en udtalelse om hvilke registerkrav, der vil kunne blive stillet ved anvendelse af APV-PC.

Vi har udarbejdet en fortolkning af dette svar, der følger på denne side. På de efterfølgende sider bringes besvarelsen fra Registertilsynet i sin helhed.

bemærk venligst at brugen af felterne ‘Allergi’, ‘Skånejob’ samt ‘Flexjob’ kan fravælges i APV-PC.

Fortolkning - Private virksomheder:

Svaret fra Registertilsynet tolkes således, at såfremt felterne allergi, skånejob og flexjob fravælges i APV-PC, og såfremt der ikke noteres oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, skal De ikke foretage Dem yderligere i forhold til Registertilsynet.

Såfremt De vælger at anvende ovennævnte felter og/eller indtaste oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, skal De måske foretage en anmeldelse. Dette kan De vurdere nærmere udfra det vedlagte svar fra Registertilsynet.


Fortolkning - Offentlige myndigheder:

Svaret fra Registertilsynet tolkes således, at såfremt felterne allergi, skånejob og flexjob fravælges i APV-PC, og såfremt der ikke noteres oplysninger af fortrolig karakter udover identifikationsoplysninger eller oplysninger om betaling til og fra en offentlig myndighed, skal De alene anmelde APV-PC til Registertilsynet i henhold til lov om offentlige myndigheders registre.

Såfremt De vælger at anvende felterne allergi, skånejob og flexjob skal De udarbejde registerforskrift og indhente udtalelse fra Registertilsynet.

Vi håber nærværende kan være Dem en hjælp ved vurdering af registerkrav til APV-PC.


Registertilsynets besvarelse

(angivet i sin fulde helhed)

R E G I S T E R T I L S Y N E T
Christians brygge 28,1 - 1559 København V
TELEFON 33 14 18 44 - TELEFAX 33 13 38 43
INTERNET: www.registertilsynet.dk
E-POST: seketariatet@registertilsynet.dk
Ref.: bAE
Dato: 15 OKT. 1999
Journal nr.: 1999-1114-300




Ved skrivelse af 10. august 1999 har ***** anmodet Registertilsynet om en udtalelse vedrørende et nyudviklet edb-program "APV-PC", som skal installeres på enkeltstående pc’er og pc’er i netværk.

Det er bl.a. oplyst, at "APV-PC" håndterer arbejdspaldsvurderinger fra start til slut, og at de potentielle kunder er både private virksomheder samt kommunale, amtslige og statslige myndigheder.

Det er endvidere oplyst, at det er ***** opfattelse, at programmet umiddelbart vil kunne anvendes af private virksomheder uden nogen for form for henvendelse til Registertilsynet, mens det for offentlige myndigheders vedkommende vil kræve en anmeldese til tilsynet. ***** har i den forbindelse anført, at "APV-PC" håndterer et lovmæssigt krav til virksomhederne om udførelse af arbejdspladsvurderinger, at disse er skriftlige, og at der skal udarbejdes en handlingsplan. ***** har herved henvist til AT-meddelse nr. 4.00.1 af november 1998 udgivet af Arbejdstilsynet.

***** har henledt opmærksomheden på, at virksomheden dog er i tvivl om, hvorvidt registrering af oplysninger om allergi og ansættelse i skåne- eller fleksjob udløser krav om anmeldelse eller fastsættelse af registerforskrifter. I så fald vil ***** fjerne de felter, hvori disse oplysninger indtastes.


Registertilsynet skal herefter udtale følgende:

1. Lov om offentlige myndigheders registre.

Det følger af lov om offentlige myndigheders registre § 4, stk. 1, at registre, der føres for en statslig myndighed, kun må oprettes i henhold til godkendelse af vedkommende minister efter forhandling med finansministeren.

Efter lovens § 4, stk. 2, skal der, forinden et register tages i brug, af vedkommende minister eller den, han bemyndiger dertil, være fastsat forskrifter om det pågældende registers opbygning og drift, der opfylder bestemmelserne herom i kapitel 3-6.

Forinden der meddeles godkendelse eller fastsættes forskrifter som nævnt i § 4, skal der efter lovens § 5, stk. 1, indhentes en udtalelse fra Registertilsynet.

I lovens § 6, stk. 1-3, er der fastsat lignende bestemmelser for registre, der føres for kommunale myndigheder.

Endvidere er der i lovens kapitel 2 a fastsat regler om undtagelse af visse registertyper fra forskriftskravet m.v. Det følger således af lovens § 8 a, stk. 1, at registre, der føres for en statslig myndighed, og som ikke indeholder oplysninger af fortrolig krakter, er undtaget fra bestemmelserne i § 4, stk. 2 og 3, jf. § 5.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan der i de i stk. 1 nævnte registre uden fastsættelse af forskrifter endvidere registreres identifikationsoplysninger, herunder personnummer, og oplysninger om betaling til og fra en offentlig myndighed.

Efter bestemmelsens stk. 3 skal en statslig myndighed, der opretter et register uden registerforskrifter, jf. stk. 1, inden 4 uger efter oprettelsen afmelde registeret til Registertilsynet med angivelse af registerets formål, personkreds, dataindhold og størrelse.

I lovens § 8 b, stk. 1 og 2, er der fastsat regler svarende til § 8 a, stk. 1 og 2, for registre, der føres for kommunale myndigheder. i lovens § 8 b, stk. 4 og 5, er der fastsat regler om anmeldelse af sådanne registre til Registertilsynet.

Til orientering vedlægges et eksemplar af lov om offentlige myndigheders registre og et eksemplar af Registertilsynets vejledninger af 27. september 1991 om oprettelse af henholdsvis statslige og enkeltkommunale registre uden fastsættelse af forskrifter.

Det er Registertilsynets opfattelse, at oplysninger om, hvorvidt en medarbejderlider af allergi og/eller er ansat i skåne- eller fleksjob må anses for oplysninger af fortrolig karakter. For så vidt angår oplysninger om allergi har tilsynet herved lagt vægt på, at der er tale om oplysninger om en persons helbred. For så vidt angår oplysninger om ansættelse i skåne- og fleksjob har tilsynet lagt vægt på, at kommunen sørger for denne mulighed til personer under 67 år med varige begrænsninger i arbejdsevnen jf.§ 70, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998 om aktiv socialpolitik, og at oplysningerne således fortæller noget om personens fysiske, psykiske eller sociale forhold.

Det følger heraf, at oprettelse af et register indeholdende oplysninger om allergi og ansættelse i skåne- eller fleksjob vil kræve fastsættelse af registerforskrifter og indhentelse af en udtalelse fra Registertilsynet i henhold til lov om offentlige myndigheders registre § 4, stk. 2, og § 5, stk. 1, (statslige myndigheder) eller § 6, stk. 2 og 3, (kommunale myndigheder).

Registreres der derimod ikke oplysninger af fortrolig karakter - udover identifikationsoplysninger, herunder personnummer, og oplysninger om betaling til og fra en offentlig myndighed - kan registeret anmeldes til Registertilsynet i henhold til lov om offentlige myndigheders registre § 8 a, stk. 3, (statslige registre) eller § 8 b, stk. 5, (enkeltkommunale registre). En anmeldelsesblanket vedlægges.


2. Lov om private registre.

Det følger af lov om private registre § 3, stk. 4, at registre, hvor der gøres brug af elektronisk databehandling, og som indeholder oplysninger som nævnt i stk. 2 (oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lign.), kun må oprettes efter forudgående anmeldelse til Registertilsynet. Dette gælder dog ikke for så vidt angår registre, der føres for foreninger og lign., i det omfang registeret alene omfatter oplysninger om foreningens medlemmer.

Ifølge § 2, nr. 4, litra a, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 11. marts 1998 om undtagelse af visse private edb-registre fra anmeldelsespligt, er registre, der føres af erhvervsvirksomheder, erhvervsdrivende m.v., og som af rent private oplysninger om nuværende eller tidligere ansattes forhold alene indeholder helbredsoplysninger, undtaget fra anmeldelsespligten, såfremt registreringen er nødendig til opfyldelse af bestemmelser i lov eller forskrifter fastsat i henhold til lov.

Et eksemplar af lov om private registre og den nævnte bekendtgørelse vedlægges til orientering.

Da oplysninger om, hvorvidt en medarbejer lider af allergi og/eller er ansat i skåne- eller fleksjob anses for oplysninger om helbredsforhold, jf. ovenfor, vil et register indeholdende sådanne oplysninger skulle anmeldes til Registertilsynet efter lov om private registre § 3, stk. 4, medmindre registreringen er nødvendig til opfyldelse af bestemmelser i lov eller forskrifter fastsat i henhold til lov, jf. § 2, nr. 4, litra a, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 11 marts 1998 om undtagelse af visse private edb-registre fra anmeldelsespligt.

Såfremt der ikke registreres oplysninger om allergi eller ansættelse i skåne- og fleksjob, og der ikke i fritekst-felterne anføres andre oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, vil registeret under alle omstændigheder ikke skulle anmeldes til Registertilsynet i henhold til lov om private registre § 3, stk. 4.

Registertilsynet skal henlede opmærksomheden på, at det påhviler den registeransvarlige at foretage anmeldelse m.v. efter registerlovene, ligesom det påhviler den registeransavarlige at påse, at lovenes registreringsbetingelser er opfyldt.

Afslutningsvis skal Registertilsynet endvidere henlede opmærksomheden på, at justitsministeren den 8. oktober 1998 har fremsat forslag til lov om behandling af personoplysninger (lovforslag nr. L 44), der skal erstatte lom om offentlige myndigheders registre og lov om private registre. Nærmere information om lovforslaget findes på Registertilsynets hjemmeside (www.registertilsynet.dk). Et revideret lovforslag forventes fremsat i denne folketingssamling.

Med venlig hilsen

Underskrevet

birgitte Arent Eiriksson

bilag: Et eksemplar af lov om offentlige myndigheders registre, Registertilsynets vejledninger af 27. september 1991 om oprettelse af henholdsvis statslige og enkeltkommunale registre uden fastsættelse af forskrifter, en blå anmeldelseblanket, et eksemplar af lov om private registre, Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 11. marts 1998 og en anmeldelsesblanket for private edb-registre med oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold